Billings, Montana til Bayhorse Recreation Point, Idaho
9. august 1997
Start kl. 7.00 am. Ankomst kl. 7.10 pm. – 441 miles
Op efter en regnvejrsnat (men dejlig). Vi sprang Butte over.
For det første var vi af sted allerede kl. 7 og i Butte kl. 11.
For det andet var det en absolut kedelig by. Så vi fortsatte videre
igennem Montana. Staten, hvor der ikke er hastighedsbegrænsninger
– men masser af skydevåben. Vi læste i øvrigt i en lokal
avis, at færdselsulykkerne var steget med over 40% på det år,
hvor man havde haft fri hastighed! Det var dog ikke en officiel statistik,
men alligevel. 441 miles kørte vi i alt, og vi var godt trætte
og mætte af dagens oplevelser, da vi gjorde holdt i Bayhorse Recreation
Point, i det smukke Sawtooth Wilderness Area i Idaho. Naturen er nu forandret
til smukke bjerge, som folder sig blødt, og som i begyndelsen var
træklædte, men nu blot er dækket af blågrønne
buske.
Vi har fundet cowboybukserne frem. Dem tog vi på i Wisdom, Montana,
midt på hovedgaden, før vi skulle ind og spise Ribs. Men først
gik vi fordømmende og smadder forargede rundt og så på
denne bys årlige Gun Show. En stor fest i en lillebitte by, som holdes
hvert år den første lørdag i august. Og her var vi
så på denne vigtige dag, hvor man kunne købe sig nogle
nye våben. Alt efter behov. Det kostede 2,50 $ at komme ind i laden,
hvor alle slags våben blev solgt. Og der var kø. På
gaden gik mændene rundt med en riffel i den ene hånd og et
par revolvere i bæltet. Vi spiste middag ved samme bord som
en ung familie. En cowboy stoppede ved bordet og spurgte: ”Well, Jim, are
you here to buy your son a ”piece”? Drengen var højst fem år.
Det er også her i Montana, at de højreorienterede
militsgrupper er startet, og vi syntes godt vi kunne mærke lidt afstandstagen
til os fremmede, måske er det ikke rigtigt, men vores opfattelse
af disse mennesker er selvfølgelig farvet af det, vi læser
og hører om dem. Det er synd, at denne dejlige naturstat har fået
det dårlige image hos os, for her er virkeligt så smukt alle
vegne.
Efter frokost kørte vi videre og nåede til Big
Hole Battlefield. Vi var blot en lille times kørsel fra ”Wisdom.
Jeg ville derhen. Mogens ikke så gerne. Vi gjorde det. Heldigvis.
Der var en kæmpefest, 120 års memorial for en nedslagtning,
der havde fundet sted på Nez Perce indianere. Vi sad og hørte
på 17 – sytten – taler, hørte indianske bønner og sange.
Der var trommer og sang og dans, og vi dansede med i en kædedans,
og alle gav hinanden hånden i dansen og det var næsten som
et eventyr, og det var ikke lavet for turister. Aldrig har vi oplevet noget
sådant.
Højlandsstammen Nez Perce (pircede næser??) var
i 1863 beordret til at flytte til Lapwai-reservatet i Idaho, men endnu
i 1877 nægtede Nez Perce at forlade deres fæd-rene jord. De
fik 30 dage til frivilligt at rejse. I modsat fald ville de blive tvangsfor-flyttet.
Dette fik nogle unge Nez Perce-krigere til at dræbe nogle nærgående
nybygge-re, hvad der førte til et sammenstød med militæret,
som satte ild til indianernes lands-by. Nez Perce gjorde oprør,
og sammen med Chief Joseph, indledte krigshøvdingen Looking
Glass (navnet stammer fra et spejl, han havde fået af sin far) et
forsøg på at nå friheden i Canada. En dramatisk rejse
på mere end 2200 km. 18 sejre blev det til.
Looking Glass traf under flugten flere uheldige beslutninger.
Ikke mindst den 9. august 1877 ved Big Hole, hvor han slog lejr. Indianerne
blev indhentet af militæret. Kvinder og børn blev nedslagtet.
Flugten fortsatte, men muligheden for at nå Canada var forpas-set
for Looking Glass og hans mænd. Nez perce overgav sig ved et nyt
slag den 30. september. Looking Glass blev skudt.
Chief Joseph overgav sig den 5. oktober 1877 blot 50 km fra den
canadiske grænse med ordene: ”Det er koldt, og vi har ingen tæpper.
De små børn dør af kulde … jeg er træt. Mit hjerte
er sygt og bedrøvet. Fra det sted solen nu står, vil jeg aldrig
kæmpe mere.”
I Yellowstone National Park krydsede Chief Joseph under flugten blandt
andet Yel-lowstone River ved Lower Falls. Det er mærkeligt at tænke
sig, at det skete i 1877, fem år efter, at Yellowstone blev
National Park. Yellowstone området var et helligt sted for indianerne,
men det kunne man selvfølgelig ikke tage sig af den gang.
En begivenhedsrig dag, hvor vi nåede at få taget
op til flere film, man kunne simpelt-hen ikke få nok, hele tiden
nye indtryk, som absolut måtte med hjem. Vi har set og op-levet meget,
men jeg tror egentlig, at dette slår meget af det. Der blev skrevet
historie for os, vi kunne mærke det helt ind i sjælen. Indianerne
er jo i disse år ved at finde de-res rødder og vil selvfølgelig
benytte enhver lejlighed til at give deres viden om den gamle kultur videre
til deres børn samtidig med, at de overbeviser sig selv om deres
eget værd.
Fra kortet vidste vi, at der ikke var nogle KOA campingpladser,
men en masse primi-tive campingpladser, de såkaldte naturparkpladser.
Vi blev enige om ikke at vælge den første den bedste, men
være kræsne og først, når klokken var ved at blive
syv – mørket kommer pludseligt her – ville vi tage den første
plads, der viste sig. Klokken nærmede sig syv, og her var meget øde.
Og meget smukt. Pludselig var den der, pladsen. Bay-horse Recreation
Point. Lige ved Salmon River. Her var fem campister – nå nej, de
an-dre havde vogne – og var vist nok lystfiskere, de havde i hvert fald
anbragt deres vogne så tæt på floden, som man overhovedet
kunne, foruden os. Bord, grill og et dejligt græssovetæppe.
Toiletter, men ingen bad og ingen vand. Det kostede 5$, Dem putter man
bare i en pose og ned i en boks på en opslagstavle.
Om morgenen blev der vinket kraftigt til os fra de forbikørende
biler, vi stod jo der helt alene og lavede vores morgenmad med bacon, pølser
og hashbrowns og det må da også se helt rart og hyggeligt ud,
mange af dem havde nok endnu ikke fået deres egen mor-genmad. Det
var en af de morgener, hvor vi havde svært ved at lette os fra bordet,
alt var dejligt, man var helt bange for at bryde stilheden og eventyret.
Men vi skulle jo videre og vi kom da videre.
|